18. Et kærlighedsbrev jeg nok aldrig får sendt

Det er svært for mig at snakke om hvor meget jeg elsker de af mine partnere, som jeg ikke bor sammen med. Jeg er så vandt til at gemme det af vejen. Ikke fordi jeg skammer mig, men nogle gange fordi det gør andre mennesker lidt forvirrede, nogle gange fordi det afsporer samtalen, i det hele taget fordi det er bare nemmest sådan. Det er mærkeligt, egentlig, at nogle af de mennesker jeg elsker allermest i hele verden, kan jeg ikke finde ud af snakke om mine følelser for.

Så her er et kærlighedsbrev til R., et brev jeg nok egentlig aldrig får sendt.

Vi har kendt hinanden i 11 år. Havde jeg været monogam, og undværet dig, så havde jeg været foruden nogle af de bedste stunder i mit liv. Jeg prøver at samle dem, som lysende perler på en snor, og jeg ærgrer mig hver gang et minde glider væk fra mig. Jeg er ked af nogle ting jeg har gjort overfor dig, men jeg bliver aldrig ked af at du har været en magisk del af mit liv.

Det betyder meget for mig at du har kendt mig siden jeg var 15 år gammel, da vi gik på den samme efterskole. Noget tid efter vi gik ud af efterskolen, skrev jeg til dig fordi dit crush havde fået kæreste på. Og så blev du min bedste ven. Du kan måske ikke huske det, men du brugte åndssvagt meget tid på at klage over ugengældte følelser, og jeg trøstede. Det var meget teenage. Rigtig meget teenage.

Lige inden jeg flyttede tilbage til Danmark, snakkede vi en del om sex, og vi aftalte at det skulle ske. Vores beskeder til hinanden derfra og frem til nu er fyldt med et helt nyt niveau kærlighed, kælenavne og roser. Og jeg elsker det. Jeg overvejede at forsøge at forslå at vi kom sammen, men jeg regnede med at de ting jeg gerne ville have inden jeg fyldte 25, ægteskab og børn, ikke stod på programmet for dig. Jeg følte også at du ikke ville elske mig lige så højt som dit crush. Ikke at jeg nogensinde snakkede med dig om det. Det burde jeg have gjort. Det havde været bedre stil. Vores forhold tog en pause over foråret og vinteren, men det startede op igen da jeg besøgte dig på højskolen i efteråret.

Jeg var der for at se en forestilling du var med i, og jeg overnattede i din seng. Vi lå og snakkede indtil det var næsten lyst. Jeg kan stadig huske alting ved værelset. Hvordan skyggerne og lyset fra daggry ramte den hvide væg. For jeg var så lykkelig. Jeg følte mig tryg og omfavnet af kærlighed, af et menneske jeg følte jeg altid havde kendt og altid ville kende. Det var lidt synd for din værelseskammerat, men mon ikke han tilgav os. Og så var vi ”på” igen.

I foråret havde vi vores største skænderi nogensinde. Jeg havde hørt at du flyttede sammen med en anden kammerat, og jeg var ved at dø af jalousi over at en anden af vores venner måske skulle se mere til dig end jeg. Du brokkede sig også over at du ikke havde en kæreste, og jeg var rasende. Jeg var såret over at føle at, jeg fik at vide at, jeg ikke var tilstrækkelig. Egentlig var jeg også såret over at du ikke var styrtende forelsket i, mig som du havde været med dit crush. Vi blev gode venner dagen igen efter. Men når jeg læser gamle beskeder igen, så kan jeg se at du fortalte mig om følelser du havde i forhold til mig, og jeg tog ikke rigtig stilling til dem. Måske var jeg for opslugt i mit eget drama, eller måske så jeg dem som “overfladiske” fordi de ikke var dramatiske som dem du havde før i tiden for dit crush. Jeg er ked af at jeg affejede dine følelser.

Jeg havde 5 kæresteforhold ”back-to-back” det år, 2016. Det var udmattende, men det sidste var hvor jeg fandt sammen med min mand og jeg fik de ting jeg ville have ud af livet; ægteskab og børn. Uanset hvor meget kaos der var i mit datingliv, så var du en konstant støtte og kærlighed. Hver gang vi sås, var det som at ligge til i en tryg havn. Det var svært at ses mere end få gange om året fordi vi havde begge rigtig travlt, men når vi sås tog vi på dates i pænt tøj, så teater eller film, og jeg følte mig lykkelig og i live.

Når jeg tænker tilbage på efteråret 2018 kan jeg huske 2 fantastiske minder. Du på date med mig. Restaurant, is, musical teater og så overnattede du hjemme hos mig bagefter. Den anden er mit bryllup. Der var du også med til.

Jeg blev gravid i starten af 2019. I sommeren tog du mig med hen at se teater på Aros. Det var en fantastisk dag. Vi grinede sammen over forestillingen og snakkede om teater. Vi farede vild i skoven i bilen på vej derhen. Vi lå i mørket og snakkede om alt muligt. Til sidst havde vi noget af det mest fantastiske sex i mit liv. Selvom min gravide mave gjorde det besværligt. Jeg stod ærlig talt op næste morgen med den følelse at jeg havde lidt glemt at livet kunne være så rart. Tre uger før jeg fødte, tog du mig ud og danse.

Det var svært i starten at ses med en baby. Vi tog i operaen på et tidspunkt, men vi kunne kun holde i hånd. Selv da jeg besøgte en hel weekend, hvor babyen var ærligt talt en smule i vejen, tog du det i stiv arm.

Vi har ikke set hinanden meget hvert år, og jeg ved at der har været mere end en gang, hvor jeg har aflyst eller rykket en aftale. Det fortryder jeg nu. Du kan ikke være det menneske som jeg stiftede familie med, men du gav mig weekender hvert år hvor mit liv var fuld af romantik, magi og kærlighed. Og alt det føler jeg mig så uendelig heldig for. At have en person som man har elsket så længe, igennem en opbrydningstid, som det tidlige voksenliv er, betyder enormt meget for mig. Det giv mig håb. Det får verden til at føles som om den giver en smule mening. Jeg elsker dig, og den kærlighed har formet mig, som en ældgammel flod skærer en rille i landskabet. Det føles som om det skete over lang tid, indtil jeg pludselig en dag opdagede at du var støbt ind i min mørtel, og jeg ikke længere vidste hvem jeg ville være uden dig. Og jeg blev ærlig talt skræmt. Beklager.