19. Nur noch kurz die Welt retten. 6 grunde til at klima aktivisme så svært
- Det er svært at skabe et hårdtslående budskab, der ikke personligt formærmer folk
Hvilket budskab skal man have for at få klimahandling? Skal man opfordre folk til personligt at gøre noget? Eller skal man opfordre organisationer og regeringer til at gøre noget? Det er i hvert fald ikke det første.
I vores vestlige samfund hylder vi tre værdier over alle andre; Frihed, Lighed og Broderskab. Vi elsker vores frihed til det punkt at vi føler det som en krænkelse, hvis nogen så meget som fortæller os, hvad vi skal gøre eller ej. Klimakrisen påviser den ubehagelige sandhed at vi (i vores nuværende samfundssystem) sagtens kan bruge vores frihed til at være meget ubroderlige overfor andre mennesker. De fleste mennesker reagerer med trods på den sandhed; “du skal ikke bestemme over mig”.
Selv hvis man slet ikke fortæller folk hvad man synes de skal gøre, men bare tager valgene for sig selv, så oplever folk det som et personligt angreb på grund af “Angry Jack” effekten. Det at du tager et andet valg end dem, betyder nok at du har en god grund til at gøre det, hvilket betyder at der nok er en god grund til at de skulle vælge anderledes. Og det reagerer folk på med ubehag, som de målretter dig.
Researchen bakker det op. Når folk bliver fortalt gode råd til hvordan de kan skære ned på deres CO2 udslip, vil de fleste gøre det modsatte.
Men man slipper ikke helt uden om denne modvilje ved at snakke om klima i generelle termer eller ved at opfordre regeringer og organisationer til at handle. Og så er der også andre udfordringer, fordi alle vil gerne have forandring. Det skal bare være de andre der gør det.
Hvis man tager hvilket som helst emne op indenfor klima/miljø, som jeg gjorde for nylig med produktionen af oksekød, så er der uundgåeligt nogen der vil mene at man burde fokusere på det “langt vigtigere” problem. En anden industri, og helst et andet sted geografisk; EU, USA eller Kina.
Ved at bede om at flytte fokus fra et problem til et andet, så løser man jo ikke det originale problem. Man gør det også sværere, hvis ikke umuligt, for aktivisterne at gøre noget. Aktivister i Danmark har jo ikke en chance for ligge noget betydningsfuldt pres på hvor internet giganter som Google har deres datacentre. Sandheden er jo at alle de her problemer skal løses før vi er i mål, fordi klimakrisen er ikke sorteper som man kan kaste lidt frem og tilbage, men et systemisk problem der gennemsyrer hele vores samfund.
2. Du føler aldrig at du gør nok, og alligevel er du altid bagud
Man føler man står med verdens skæbne i sine hænder, og det haster, haster, haster, at gøre noget ved problemerne. Ideer til hvilken slags klima aktivisme/ klima projekter man burde lave, eller kunne godt tænke sig at lave, er endeløs. Der er en million steder at tage fat. Men alle projekter tager mere tid end man regner med. Uforudsete problemer dukker op, folk er sværere at kontakte end man tror, medarrangører dropper ud, frivillige dropper fra, man overvurder hvor meget overskud man egentlig har ude i fremtiden. Så du ender som regel med at rende og være bagud med dårlig samvittighed over ikke at gøre mere.
3. Ingen synes din aktivisme gør en “rigtig” forskel, uanset hvilken aktivisme det er, og du har det heller ikke selv sådan.
I kølvandet på enhver aktivistisk strejke, demo, aktion, kunst udstilling o.lign. vil man altid finde en kritik; at dette stykke aktivisme ikke gør nogen forskel egentlig. Nogle gange (men ikke altid) vil de foreslå noget de synes man burde gøre i stedet for, som regel noget langt mere tidskrævende, som foregår uden at de skal se på det.
Det er også et argument som aktivister bruger imellem hinanden, fordi det har en kerne af sandhed; der er ikke noget enkeltstående stykke aktivisme der gør nogen forskel. Det gør måske en forskel set over lang tid, men forskellen er så diffus. Var det din klimastrejke i Horsens der førte til klimaloven, eller var det sket under alle omstændigheder?
4. At være klima aktivist stiller mange personlige krav
Et andet resultat af Angry Jack effekten er at folk leder efter bevis på at du er en hykler, for at kunne afvise det du siger. Eller sandheden er nok nærmere at de bare går ud fra det. En kommentar jeg fik for nylig var at jeg skulle ikke dømme ham, fordi jeg ikke gjorde alt hvad jeg kunne for klimaet. Og det var uden at han overhovedet spurgte hvad jeg egentlig havde gjort af tiltag. En anden afvisning jeg ofte har modtaget er, at jeg er en hykler fordi jeg bruger internettet. Som om jeg ville kunne lave klima aktivisme uden online aktivisme, det er jo urealistisk. Sandheden er intet menneske kan leve uden at bidrage til klimakrisen på en eller anden måde. Det er jo det problemet er.
Disse krav til klima aktivister suger dem for energi, og udgør en barriere som forhindrer mange mindre privilegerede mennesker fra at deltage. Det er svært og tidskrævende at spise vegansk, købe alting brugt og kun rejse med offentligt transport og cykel. Det ekskluderer mange mennesker der bor udenfor byerne eller ikke har tid eller overskud i hverdagen til at ligge deres livsstil helt om. Og det er synd, for det er klima aktivismen, og ikke den personlige indsats der har den største potentielle indsats.
5. Det er kedeligt
Min kammerat Mikkel havde ret da han engang sagde; “Klimakrisen er det vigtigste emne, det er bare så kedeligt”. Med andre emner; feminisme, racisme, LGBT, skal du lære om andre mennesker, og selvransage din forståelse af andre mennesker og dig selv. Med klimakrisen skal du lære ppm og CO2e/kilo tal udenad. Det er som deprimerende fysiklektier.
Det er heller ikke sexy. Meget kan man sige om Girl Squad, men deres sexy stil, billeder osv. skaffede opmærksomhed. Med sine funky pangfarver og glitter, så var girl squad sgu sjovt.
6. Klima aktivister lever med en stor klimasorg
At snakke om klima angst er misledende, for det er ikke en angst, det er en sorg. Klima aktivister skal leve med en større viden end andre mennesker om hvilke dyrearter, natur og menneskeliv som lider og dør, i fortiden, i nutiden og i fremtiden, på grund af den (ofte) uoprettelige ødelæggelse vi forårsager miljøet og klimaet. Og det medfører tit en drænende sorg. At sørge over tabet af ikke kun mænd, kvinder og børn der bor på den anden side af jorden, men også hele arter, ja, sådan set hele verden. At sørge på vegne af sig selv og ens nærmeste, men også ufødte generationer. Hvordan skal man forstå og rumme så uformelig en sorg?